Det “Mille” Liv

Kære hjemkommune

Jeg skriver til dig fordi jeg gerne vil anmode om at få tildelt en støttepædagog når jeg skal tage med de offentligt tilgængelige transportmidler.

Det forholder sig således, at jeg i går skulle tilbagelægge strækningen Ballerup-Vangede med henholdsvis bus og tog. Dertil vil jeg gøre opmærksom på, at det kun er når jeg skal ud på tur med Movias gule lyn, at jeg har brug for at råde over en støttepædagog. Nedenstående er en beskrivelse af, hvorfor jeg mener, at jeg er berettiget til at søge hjælp hos jer.

Jeg skulle i går tilbagelægge strækningen Ballerup - Bagsværd med 400s. Det forholder sig sådan, at jeg - da jeg ankommer til stationen - ser, at bussen er ved at køre. Da det jo er almen kendt at ingen gider vente 20 min på næste bus - heller ikke undertegnede - så vælger jeg at sætte i styrt-sprint-løb for at nå bemeldte bus. Jeg løber af sted uden at sanse mennesker, stokke, rollatorer med videre, og når hen til bussen, der er ved at sætte i gang. Her kaster jeg mig hovedkuls mod døren og den søde chauffør vælger at lukke dørene op. Med sved i mundvigen og pandehår iltert strittende til alle sider vælter jeg ind i bussen og takker chaufføren. Og her er det så, at det går op for mig at der kører to slags 400s fra Ballerup st. Den jeg skal have og så den anden - og jeg er altså i den anden. Buschaufføren må derfor igen åbne døre og lukke en ivrigt snakkende og fægtende Mille ud. I næste nu kommer så den bus jeg skulle have befundet mig i fra starten af, hvorefter jeg må forcere samtlige hegn/betonting der af ukendte årsager er sat op på stationen (måske for at folk i god tid kan få sig et billigt grin når nogen er ved at komme for sent til bussen??) Jeg når dog bussen om end det er med hudafskrabninger på ørerne og sten i sokkerne.

Jeg ved godt at det i dette tilfælde gik godt, men jeg er bange for at udfaldet næste gang ikke bliver ligeså positivt.

Mit foreslag til dig, kære kommune, er derfor, at jeg - især for egen selvtillids skyld - får tilkendt sådan en støttepædagog. Eventuelt kan der laves en billetordning, hvor jeg henvender mig på kommunen og afleverer en billet til støttepædagog hver gang jeg skal benytte mig at Movias services.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Mille

Natten til fredag, klokken 03.30, stod manden op og åd min madpakke til dagen efter! Det er ikke første gang han plyndrer køleskabet i søvne, overvejer anskaffelse af noget låseværk.

Fredag aften i en hyggestund med sushi sidder manden med pindende i kæften og har ikke overvejet at når man smiler så bevæger bemeldte pinde sig altså og stikker nærmest venstre øje ud på undertegnede, hvorefter min søde mand vælter ned på gulvet hvor han kaster sig rundt i diverse latterkramper den næste halve time.

Jeg tror på nemesis og jeg finder det en lille smule skægt når selvsamme mand til stor overraskelse for ham selv udstøder et kæmpe hik og derved klapper bagkysen noget så eftertrykkeligt ind i billedrammen på bagvæggen.

Hæ..

Foldboldsporten står mit hjerte meget nært, men må ærlig talt indrømme at jeg blev en smule skræmt, da jeg faldt over denne sætning vedrørende klubbens vision på vores hjemmeside:

• For dame- og herresenior gælder at minimum 50 % af spillerne skal være af egen avl

Jeg er faktisk en af de ældste på holdet - er det ensbetydende med at det er mig der skal være leveringsdygtig? Vi er jo for faen slået sammen med U18-pigerne.. Ser for mig ny serie på Kanal 4 - “De Unge Fodboldmødre”.

Giver vel egentlig også ordet “soccermom” en helt ny betydning!?!

Vi skræmmes ved..

//Millepigen

Man bliver godt nok beriget med oplevelser når man hver dag benytter sig af de offentlige transportmidler i Danmark.

Har netop fået fri fra arbejde og stiger ind i bus sammen med alle andre busbeskæftigede. Da jeg jo kun skal et stop sætter jeg mig på yderste sæde tættest ved døren. Endnu før bemeldte bus er kørt, hører jeg meget ophidset kvindemenneske med usandsynligt langt hår tale med meget store bogstaver til vores buschauffør. “Jeg er så tæt på at hakke dig en” er egentlig det eneste jeg opfatter hende sige. Inden folk ligesom forstår hvad det er der er under opsejling får hun lige leveret et par replikker yderligere, der ikke er værd at nævne her.

Dette resulterer i at chauffør vælger at hamre bremsen så hårdt i bund at dame med krøllet hår ikke formår at holde fast og vælter gennem bus, hvorefter hun hamrer direkte ind i mig. Den stakkels dame fik godt nok dårlig samvittighed, så jeg svarer høfligt på hendes spørgsmål at jeg er helt okay og stiger af ved næste stoppested.

I metroen sidder ung gut med - ser det ud som om - rimelig ny tatovering væltet ud over hele højre (eller var det venstre) arm med ordlyden: “Never to late to change.” Nej, hvor må jeg bide mig selv hårdt i min stavefikserede tunge for ikke at udbryde et eller andet usmart.

Er nu landet på matriklen med meget ny og ufrivillig frisure, hævet læbe og bule i knolden - men alligevel også med et lille smil på læben.

Jeg siger tak til offentlig transport for at gøre mit liv meget mere spændende og vil nu gå ud og stikke mit ømme hoved ind under vandhanen.

Tak for onsdag.

Er det egentlig ok at håbe en lille smule på at kvindemenneske med meget langt hår kommer til at splaske vandladningen ud over dette næste gang hun placerer sit aggresive legeme på kummen?

Nu har jeg jo et stykke tid haft problemer med at finde et job, der matcher min uddannelse. Derfor endte jeg den 10. maj på jobsøgningskursus hos JobVision på Titangade. Og fred være med det, jeg tog faktisk derind med en positiv attitude med håbet om, at de kunne hjælpe mig med at finde et job.

Jeg skulle være der 4 uger i alt, dog havde jeg lige 14 dages ferie midt i kurset. De første to uger gik skam også fint nok og jeg var stadig ved nogenlunde godt mod da jeg indledte min ferie.

Onsdag d. 9. juni dukker jeg så op på Titangade igen og her går det galt! Netop fordi jeg har haft ferie er der jo ikke noget decideret hold jeg kan følge, så jeg bliver kylet ind i et klasselokale og får stukket en computer i hånden, hvorefter ham der skal forestille at lede kurset præsenterer sig og forsvinder. Så her sidder jeg i et klasselokale - helt alene og ligner et stort spørgsmålstegn. Jeg er nemlig ikke helt klar over hvad det er jeg skal. Skal jeg bare begynde at søge job, eller?

Nå, jeg surfer lidt på nettet og tænker at vores holdunderviser da snart må komme tilbage, så jeg kan spørge ham hvor det lige er jeg skal starte. Imens kommer der flere til og de sætter sig straks til at spille kort på nettet. Underviseren dukker ikke op.

Nå, men man tager vel ansvar for sig selv, så jeg går i gang med jobsøgningen - det er vel det jeg er er for??

Hele den næste uge ser vi ikke ret meget til vores underviser. Det er så omkring mandag i uge 2 - min sidste uge, at han trækker mig til side og siger, at jeg skal have fundet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg skal starte efterfølgende mandag.  Nå ja, så er det vel bare at gå i gang, for ellers vil de finde et praktiksted til mig - og det kan jo være alt fra pedel i en skolegård til rengøringsassistent i en pornobiograf (sidste eksempel står for egen regning).

Ikke noget ondt om disse jobs, men nu er jeg jo uddannet i marketing og synes det kunne være lidt sjovere at få noget erfaring inden for dette område. Derfor smøger jeg ærmerne op og går i gang med at ringe rundt samt sende uopfordrede ansøgninger. Det er bare lidt svært at få kørt det hele i hus på kun en uge. Men jeg er bestemt indstillet på, at jeg godt selv kan finde denne her praktikplads og jeg er faktisk også så heldig at det lykkes. Jeg får kørt en rigtig spændende praktikstilling i hus  fredag morgen- oven i købet med start om mandagen.

Jeg tager ind til JobVision for at tale med min holdunderviser og få ham til at forklare mig den videre procedure. Her får jeg udskrevet en kontrakt jeg skal have underskrevet af praktikvirksomheden og derefter af mit eget jobcenter. Herefter ønsker han mig held og lykke og siger, at vi jo så ikke ses mere. Dejligt! Jeg får underskrevet min kontrakt af både praktikvirksomhed og jobcenter og får at vide at alt er i orden og at jeg bare skal starte om mandagen.

Så det gør jeg!

Om onsdagen modtager jeg så en mail fra holdunderviseren fra JobVision, der spørger hvor jeg bliver af, for jeg skal da være derinde til den 4. juli. Han skriver om jeg vil være så venlig at kontakte ham hurtigst muligt. Han sender bare ikke noget telefonnummer med. Jeg svarer med det samme, at jeg som aftalt er startet i praktik og siger at han meget gerne må ringe - jeg sender endda mit nummer med. Jeg hører ingenting fra ham!

Så om fredagen modtager jeg et brev fra mit jobcenter, om at jeg skal til jobsamtale over telefonen, hvor vi skal redigere mit CV og tale om min jobsøgning (altså præcis det jeg lige har fuldt et 4 ugers kursus i), så hvis jeg vil være så venlig at ringe til dem næste onsdag fra kl. 10-12. Se, det finder jeg en smule underligt, da jeg jo er i virksomhedspraktik. Også om onsdagen fra kl. 10-12. Jeg ringer med det samme op  til kontaktpersonen fra dette brev og får at vide, at hun er på ferie, så hende kan jeg ikke komme til at snakke med!

Nu sidder jeg så, som en dybt forvirret borger, der bare gerne vil have et job, og føler mig latterliggjort.  Er jeg bare i arbejdsløshedsdagpleje eller ønsker de virkelig at jeg skal finde et job?

…gøre opmærksom på at Lars bestemt ikke er l”ø”kken for mig..

Jeg er forarget!

I går da jeg er på vej hjem i metroen, ser jeg ud af øjenkrogen en kontrollør komme gående. Jeg finder stille og roligt mit klippekort frem og venter på at det bliver min tur til at vise, at jeg er en lovlydig borger, der ynder at betale til De Danske Statsbaner, når jeg benytter mig af deres service.

Før dette nydelige kvindemenneske i DSBs blå flyverdragt når til mig, skal hun dog lige forbi to drenge - jeg vil skyde dem til en 15 år. Hun smider den velkendte replik “Må jeg have lov at se kort eller billet” efter dem, men de reagerer overhovedet ikke. “De hørte hende nok ikke”, når jeg lige at tænke for mig selv, inden det går op for mig, at de faktisk med fuldt overlæg ignorerer hende. Min næste tanke er så at de nok ”kører på røven”, som det så moderne hedder i folkemunde, og at de om lidt erkender, at de ikke kan undgå en bøde, og replicerer kontrolløren.

Det gør de bare ikke! -og forargelsen begynder at vise sit grimme ansigt i mit indre.

Al respekt for kontrolløren der med højere og højere stemmeføring bliver ved med at tiltale de to unge herrer, selvom de stædigt vedbliver at ignorere hende. Så kalder hun forstærkning over sin walkie-talkie, og kort herefter kommer de små purke til fornuft og hiver hver deres månedskort op af lommen.

Her er det så at jeg kan mærke raseriet boble op i mig, selvom jeg på intet tidpunkt har været andet end tilskuer til dette lille optrin, og jeg er tæt på at ytre mig meget lidt positivt overfor provokatørerne - MEN JEG GØR DET IKKE.

Inden de ord der har formet sig i mit hoved når at flyde over mine læber bremser jeg mig selv. Jeg tør nemlig ikke sige noget til dem. Tanken om den meningløse vold der er eskaleret inde for de seneste år, bringer mig til en uvenkommen tavshed. Jeg er simpelthen bange for at få nogen på hovedet af ballademagerne - eller måske det der er værre. Derfor undlader jeg at kommentere deres fuldstændig menings- og respektløse lille fadæse. 

Det er med tristhed i mit sind og oceaner af spørgsmål i mit hoved at jeg forlader metroen på Vanløse station.

• Hvor blev respekten for den ældre generation af?
• Hvor blev medmenneskeligheden af?
• Hvornår blev ytringsfriheden begrænset af frygten?
• Hvornår blev vi så kolde og kyniske?

Jeg leder stadig febrilsk efter en grund til at de to drenge opførte sig som de gjorde overfor den ellers (før optrinnet) flinke og muntre kontrollør, og det er med nedslåethed at jeg må erkende overfor mig selv, at der absolut ingen grund var. Jeg stiller mig komplet og aldeles uforstående overfor dette optrin og det er med vemod at jeg må konstatere, at jeg oftere og oftere støder på denne respektløse opførsel fra den yngre generation (som det ikke huer mig at erkende at jeg selv er en del af.)

Så henvendt til den generation som jeg altså nu engang er en del af, skriger jeg af mine lungers fulde kraft Natascha Saads ord: “Giv mig Danmark tilbage.”

Arj, så lukker de for vandet på matriklen og når de åbner igen, så virker lokummet ikke. Det er overhovedet ikke en tryllekunst jeg er imponeret over.

1. hjemmets mandlige halvdel kommer ind i stuen bærende på halvanden liter colaflaske med urin og forbløffet udbryder: “tænk - jeg troede jeg tissede meget mere ad gangen”
2. hjemmets mindreårige drengebarn under aftensmaden bestående af boller i karry kigger undrende på sin far og siger “hvor er mine boller?”
3. nogens mor bakker ind i ægtefælle, så han på mystisk vis tumler ned i bagagerum på egen bil, hvorefter hun frejdigt vinker farvel og kører på arbejde
4. ens bedste ven i tolv-hestes-brandert lægger an på dame der ved et nærmere kig viser sig ikke helt at være dame - for derefter at være for høflig til bare at stikke af

Jeg siger tak til min familie og alle de andre betydningsfulde mennesker i mit liv for at gøre min hverdag til et underholdende sted at opholde sig.

Jeg valgte simpelhen at skyde genvej gennem sneen på vej på arbejde for at spare nogle meter.

Det har så resulteret i, at jeg vader skoløs rundt heroppe mens mine meget våde sko står til tørring under varmeapparatet - hvor der faktisk ikke helt er plads, så har måttet mase dem ind med røven i vejret og sved på panden.

 Har nu både konsulteret afdelingsleder og toilet iført besokket fod - og eftersom jeg har læst dagens artikel i Urban omkring hygiejnen på (nu var det jo heldigvis fly)toiletter, så synes jeg faktisk det er en smule ukomfortabelt. Prøvede at se om jeg kunne flyve henover gulvet derude, men lykkedes ikke.

Med kærlige hilsner fra den besokkede, men nu lidt klogere

Mille